Guitarsamler
streg
Forside Guitarer Andet grej Reparationer Baggrund Alt det andet Kontakt
streg
 


Igen i kælderen


At tinge om priserne

Jeg handler med faste, realistiske priser

Der er meget forskellige handelstraditioner her i lille Danmark. Jeg kommer fra en lille landsby, hvor vi ikke kendte til hestemarkeder og den slags. Måske er det derfor, jeg bliver en smule træt i låget, når en køber finder det naturligt at diskutere, diskutere, diskutere, diskutere om prisen på en guitar, jeg har til salg. Mine priser er ikke høje. Jeg søger at sætte en realistisk salgspris og der bliver ikke lagt 50 procent oveni for at gøre plads til at kunne handle. Hvis det viser sig at jeg har taget fejl, kan jeg godt finde på at sætte prisen ned efter et halvt års tid. Dog kun hvis jeg syn's at der er for mange "ens" guitarer i min samling.

Jeg kan et par modsat rettede historier om at tinge om prisen. Nummer ét er fra dengang jeg og min familie ankom til Somalia, hvor vi skulle være i to år. Min ex-viv gik ind i en forretning for at købe et par lædersandaler. Hun fik oplyst at prisen var 22 kr., hvilket hun betalte for derefter at forlade butikken med sit gode køb. Udenfor butikken blev Kathryn indhentet af ekspedienten, der sagde at hun da ikke skulle have betalt så meget for sandalerne. Prisen skulle have været presset ned til 15 kr. Hun fik stukket 7 kr. i hånden og kunne forundret gå videre med sine nye kamellædersandaler.

Den anden historie er kortere og handler om en "professionel" guitaropkøber som i myndige vendinger fortalte mig at han skam godt ville betale 500 kr for den gode Gibson The Paul, jeg havde til salg. Jeg solgte guitaren for 4000 kr. samme uge (og det ser meget billigt ud i dag). Opkøberen arbejder stadig efter samme model.

Her er nogle af mine favorit-indvendinger,
når der skal tinges om prisen:

"Jeg skal ikke bruge hele bassen, så jeg kan kun give dig 400 kr. for den"

"Når du ikke har den jeg skal bruge, skal du sælge mig en anden til halve pris"

"Jeg blev snydt i går da jeg handlede med en anden - så du er nødt til at give mig rabat"

"Den kostede da kun 600 kr. som ny"
Jeg skal måske lige tilføje at det var i ca. 1965, guitaren kostede 600 kr. (Dengang kostede en ny Fender Stratocaster ca. 2400 kr.)

En ny kunde ville have repareret sin stick-bass og sagde til mig:
"Det må ikke koste ret meget at få repareret bassen, jeg har nemlig fået den forærende!"

"Jeg har 3 sultne børn som jeg skal give mad"
Indvendingen bruges jævnligt af en skrothandler på Herning-egnen.
Dertil skal siges at han nok selv vejer 150 kg.

"Den er billigere i USA"

"Jeg skal køre langt for at købe den af dig,
så du må sælge den billigere"

"Det er til min søn på 12 år, så jeg kan kun
gi' dig 800 kr. for guitaren
"

"Der er en anden til salg. Den kan jeg købe meget billigere."

"Jeg skulle jo ha' brugt en venstrehåndsguitar, så jeg kan ikke gi' fuld pris for din"

"Den anden jeg har, gav jeg kun 2000 kr. for"

"Hva' har du selv givet for den?"

"Jamen, jeg kan hente den med det samme"

"Vi jyder betaler ikke fuld pris for noget. . ."

"Den har jo nogle mærker rundt omkring" - en købers kommentar til en 56 år gammel guitar.

"Jeg kan ikke trække momsen fra, så du må gå ned i pris"

"Jamen, du SKAL give mig rabat" - "Jamen man SKAL da tinge om prisen"

"Jeg købte engang een magen til for 2500 kr"
(Det viste sig at være næsten 30 siden, han købte den anden guitar . . . i USA)

¤

Jeg vil gerne have flere af disse super-argumenter til samlingen!

 

 
streg