|
Niels Christensen
musiker, underviser og instrument-nørd
Første gang jeg så Niels var til en kirkekoncert, hvor han spillede keyboards og guitar. Da jeg senere kom i snak med ham, fandt jeg ud af at han ved en helvedes masse om guitarer og tilhørende grej. Jeg spurgte ham blandt meget andet om den der "Halmtorv-special Fuzzpedal" som de indviede guitarister benyttede i de glade hippiedage. Søreme om han ikke også kunne fortælle mig historien bag den - Så var han jo godkendt på stedet.
Senere har vi solgt lidt grej til hinanden og udvekslet erfaringer.
En af Niels' favoritguitarer har endda været på sommerferie hos mig, mens Niels gav den som bjergbestiger.
Du kan høre Niels spille ved at klikke her:
|
|
Jeg spurgte Niels om hans "guitar CV" - Det er her:
- Fik min første (meget dårlige) guitar da jeg var 12 – byttede mig til den for en ukulele
- Var begyndt på klassisk klaverundervisning, og lærerinden mente, at det ville være ødelæggende for mit klaverspil at spille ’beat-musik’ som det jo hed den gang – så jeg måtte finde et andet instrument til den slags – det blev guitaren. Lærte mig selv at spille Beatles, Stones, Kinks etc. Blev meget begejstret for Donovans guitarspil – lærte alle hans numre. Pudsigt nok lærte jeg også en del ’Sir Henry & His Butlers’ numre: ’Let’s go’ , ’Beautiful Brown Eyes’ m.fl. – jeg skulle senere komme til at spille keyboards, harmonika og guitar som medlem af ’Butlerne’ men det vidste jeg jo ikke den gang..
- Fik penge nok i konfirmationsgave til at købe en ’god’ guitar – en Framus western guitar med cutaway og to Schaller mikrofoner - jeg elskede den højt, men den var egentlig ret ringe.
- Byggede min egen ’Les Paul’ sammen med min snedkerfar – ud af delene fra en gammel Höfner og en massiv mahogniplanke. Den skaffede mig adgang til det lokale gymnasieband – den lød faktisk ret godt over den VOX AC10, jeg havde sparet sammen til.
- En klassekammerat spillede klassisk guitar – jeg var solgt på stedet, og købte min første Oscar Teller hos Apollon Musik i Hellerup
- Jeg kom på Musikkonservatoriet som pianist efter gymnasiet, og fik lov til at spille guitar som bi-instrument – købte en dyr Ramirez for S.U. penge (den blev senere skiftet ud med en Yairi, som blev stjålet – hvorefter jeg endte op med en Ramirez igen)
- Kom ind på Musikvidenskab (ja, det hedder det!) samtidig med Kons., og kom med i det lokale band for musikstuderende som guitarist – havde skaffet mig en fantastisk ’Shaftesbury’ Les Paul Goldtop kopi, som jeg senere solgte, desværre !!! – den bankede alt, hvad der hed Gibson af banen.
- Lavede mit eget band, hvor jeg spillede keyboards men konstant misundte guitaristen hans røde ES 335 og Fender Super Reverb.
- Købte mig en af de første Ibanez Artist – en ES 335 ’kopi’ – eller snarere ’forbedring’ – den skulle vise sig at blive en livsledsager – pragtfuld guitar, jeg sælger den aldrig.
- Karrieren gik i retning af underviserjobs som musikskolelærer i klaver/keyboards, guitar, elbas (som jeg havde samlet op undervejs) og rytmisk sammenspil.
- Efter mange udskiftninger endte jeg op med at spille Hammondorgel, Rhodes, synthesizer, guitar og harmonika i mit eget fusionsband – en krydsning mellem Bazar og Weather Report.
-
Fik fingre i en pragtfuld Levin jazzguitar, som jeg naturligvis senere solgte..
- Kom med i diverse prof. bands, men i det store og hele som key/harmonikamand – ikke guitarist..
- Startede – efter mange år på højskoler, musikskoler, seminarier etc. – verdens slankeste organisation:
Niels Christensens Musikskole – ansatte: Mig ;-)
Her underviser jeg i guitar (fra klassisk og flamenco til heavy), elbas, klaver/keys og harmonika og har det pragtfuldt.
- Og kom for resten med i Sir Henry & His Butlers, Sylvester og Svalerne – senere Eva Madsen Band, 5 x Kaj m.fl. som keyboardspiller og guitarist
Samlingen består ’kun’ af ca. 20 guitarer, 3 elbasser, 2 Hammmondorgler m/ Leslie, 5 keyboards, 3 harmonikaer, 1 flygel m.m.m.
Nogle Niels' citater :
- Bare fordi der står et kendt navn på instrumentet er det ikke ensbetydende med at det er et godt instrument.
- Bare fordi der står et ukendt navn på instrumentet er det ikke ensbetydende med at det er et dårligt instrument.
- En god musiker kan få et hvilket som helst instrument til at lyde godt.
|
|