Lawsuit Guitarer

Da der ikke er meget information på dansk omkring disse "Lawsuit Guitarer" har jeg lavet denne lille artikel omkring emnet. Der er mange der er lidt hurtige til at sige at deres guitar er en lawsuit guitar, hvilket hurtigt bliver et let salgstrick.
Jeg har ofte set flere guitarannoncer på nettet, hvor næsten nye guitarer bliver solgt som lawsuit guitarer, hvilket er helt misforstået og jeg håber denne artikel kan være en hjælp til de der er i tvivl.
Jeg har selv samlet en del på disse guitarer, da de har historie og ikke mindst er kvaliteten på nogle modeller i absolut topklasse.

Historien om Lawsuit guitarer

Vi skal tilbage til USA sidst i 1960'erne, samt begyndelsen af 1970'erne, hvor de amerikanske mærker som Gibson og Fender havde domineret det internationale guitarmarked gennem 50'- og 60'erne. Modtrækket kom fra østen og der var flere om budet, men min historie begynder med Harry Rosenbloom som efterfølgenede blev den mest kendte, sammen med Hoshino.
Harry Rosenbloom, som siden begyndelsen af 50'erne havde haft guitarforretningen "Medley Music" i Pennsylvania, fik efter anden verdenskrig problemer med at følge med efterspørgselen på guitarer og rygtet siger at der dengang var over tre års ventetid på for eksempel Martin guitarer.
Han allierede sig med den tyske instrumentmager Karl Muller og han storebror Georg, hvor planen var selv at bygge i stedet for at vente på de kendte mærker. Sammen blev firmaet "Elger Guitars" en realitet, men de indså hurtigt at de ikke kunne følge med og måtte igen se sig om efter alternativer.
I foråret 1964 stoppede de med at lave håndbyggede guitarer.
Efter flere år i branchen havde Harry Rosenbloom nu en rigtig god indsigt i guitarmarkedet og besluttede sig for at begynde at importere guitarer i stedet for at bygge dem selv.
På det her tidpunkt var flere andre guitarmærker begyndt at gøre deres indtog og mange var i modsætning til Harrys guitarer lavet på mindre fabriker, hvor produtionen var mere effektiv.
Han begyndte her at importere fra Japan hvor effektiviteten var høj og prisen fordelagtig.
"Elger Guitars" med Harry Rosenbloom ved roret gik i mellem 1964 og 1965 sammen med "Hoshino Gakki Gen Company", som var en japansk instrumentfirma. Hoshino havde på dette tidspunkt stor succes og havde netop købt et mindre guitarfirma ved navn Ibanez.
Både Harry og Hoshino kunne lide navnet Ibanez og valgte at dette skulle være "hovedmærket" for deres guitareventyr. Harry Rosenbloom var begejstret for det ikke østlige navn og det siges at han dengang ville have amerikanske navne, da han mente de nemmere kunne konkurrere med Gibson og Fender.
Tidligt i 1971 opkøbte Hoshino "Elger Guitars", samt alle distributionsrettigheder og ændrede navnet til Ibanez USA. Navnet "Elger Guitars" fortsatte dog som distributionssted for disse guitarer i Pennsylvania, USA. Dette får en stor rolle senere.
På dette tidspunkt havde Hoshino ikke haft det store gennembrud, men på mange akustiske japanske guitarmærker er "Hoshino" på klistermærket indeni guitaren. "Hoshino" var kun en af de mange aktører på guitarmarkedet, men klart en af de største. Andre østlige guitarfabrikanter kastede sig over kopiering af andre amerikanske guitarmærker. "Suzuki Violin Company" også kaldet "Nagoya Suzuki" kopierede for eksempel Martin guitarer i en kort periode.

Med et nyt navn og en idé om at lave kopier af de i forvejen kendte amerikanske og succesrige guitarmærker som Fender, Gibson med flere, begyndte Ibanez at gøre sit indtog på guitarmarkedet.
Her i begyndelsen af 1970'erne begyndte forretningen virkelig at tage form, da guitarerne blevet lavet i Japan og solgt til vesten til priser der dengang lå væsentligt under de amerikanske mærker. Vægten blev lagt på at få dem til at ligne de originale, men med billigere materialer og ikke mindst arbejdsløn og inden længe var Ibanez en af de store spillere på det internationale guitarmarked. Trods den billigere fremstilling var kvaliteten høj og de forskellige "projekter/modeller" fik forskellige amerikanske klingende navne.
Det var de bedst sælgende modeller der blev kopiret som Gibsons velkendte "Les Paul" og "SG", men også Fenders Stratocaster og Telecaster. Jeg vil mene at det er samme princip at Epiphone har i dag, hvor det mere gælder om at få dem til at ligne de amerikanske Gibsons, men med billigere materialer og arbejdskraft.
Kopierne var meget forskellige og blevet lavet med stor forskellighed og kvalitet. Nogle var med "bolt-on" neck og andre glued-in, men kvaliteten var meget svingede, da det var en periode hvor det blev eksperimenteret en del. Jeg tror at grunden til dette har været at finde en mellemting mellem de dårlige bolt-on modeller, lavet af de absolut dårligste træsorter og hardware og de dyrere glued-in modeller i mahogni og med Dimarzio pickupper.

Rygtet siger at der igennem flere år op gennem slut 70'er kom flere advarsler fra Gibson USA til det lille distributionsfirma "Elger Guitars", som var distributør i USA. Disse advarsler blev ikke taget seriøst og da salget gik forrygende fortsatte "Elger Guitars" med at sælge guitarer til USA og resten af vesten. Ibanez USA med "Elger Guitars" som salgsplatform i USA var på dette tidspunkt udviklet sig til det, der kunne ligne den "amerikanske drøm", men i juni 1977 havde Gibson USA fået nok.
Gibson USA tog sagen til retten og deraf kommer navnet "lawsuit" ind i billedet. Gibson mente at de havde rettighederne til det guitarhoved, som Ibanez USA nu brugte til deres kopier.
Kopierne var nu så gode at deres modeller var 1 til 1 og det er fuldt forståeligt at Gibson USA nu havde fået nok.
Ibanez USA havde i midt 70'erne ligeledes kopieret "Guild" og de havde ligesom Gibson USA også truet med at gå rettens vej, men det blev aldrig til mere, da Ibanez USA "bare" kopierede et andet amerikansk topmærke. Det var ikke kroppen der var problemet, men selve hovedet. (Engelsk - headstock)
Så retsagen stod nu her i juni 1977 mellem "Elger Guitars" og Gibson USA. Det var første gang nogen havde taget skridtet, men rygtet siger at alle de amerikanske topmærker havde truet om selv samme. Gibson mente at de havde alle rettighederne til "open headstock" med "overskægget". "Overskægget" kom af at det øverste af selve hovedet ligner et overskæg.
Ibanez tabte sagen og var nødsaget til at ændre det koncept, der havde været deres vej til succes. Misforståelsen omkring disse "lawsuit" modeller er at det ikke kun er Gibsons hoved der blev kopieret, men blandt andre også Guild.
Mod midten af 1970'erne begyndte Ibanez USA at indføre serienumre, hvilket de nok har set sig nødsaget til for at få styr på deres produktion, som havde spredt sig udover mange modeller, mærker, undermærker og ingen af disse havde haft nogen former for identifikation andet end "Made in Japan", som oftest kun var indikeret med et lille klistermærke.
Hvad "lawsuit" guitarer angår stoppede den æra her og selvom der har været mange lignende sager, er denne gået ind i historiebøgerne. Fender har ligeledes haft flere sager op gennem 70'erne og 80'erne, men de har siden opgivet, selvom Fenders velkendte Stratocasterhoved bliver kopieret af flere guitarfabrikanter.
Orville og Tokai er i dag ejet af Gibson USA og er undermærker ligesom Epiphone, hvilket er årsagen til de ligner Gibson til forveksling. Epiphone var tidligere et mærke for sig selv, men blev meget tidligt opkøbt af Gibson.
En anden af de meget store var Greco og de kopierede også Gibson, Rickenbacker og Fender. De blev også ramt da, Ibanez tabte retten til at kopiere Gibson hovedformen, men fortsatte trods det op gennem 80'erne, hvor presset til sidst blev for stort og de stoppede produktionen. De tidlige Greco Les Pauls er lavet i enestående kvalitet.
De mest kendte lawsuit modeller er oftest Les Pauls, Gibson SG´s, Explorer, Stratocaster og Telecaster, men der blev som nævnt eksperimenteret en del, så der er nok ingen der er gået helt fri.
De mest kendte lawsuitmærker er; Ibanez, Greco, Burny og undermærket Fernandes, Maja, Aria, Diamond, Hondo, Kawai, Tacoma og ikke mindst Cimar som er et undermærke til Ibanez.
Der er rigtig mange konspirationsteorier omkring hvem der først fandt på hvad - og hvem der har de forskellige rettigheder til design, men det meste er gisninger.
Mange større guitarfabrikanter har opkøbt mindre fabrikanter og derigennem lavet undermærker og er dette ikke gået, er navnet blot ændret eller udgået. Branchen er ligesom de fleste andre industrier benhårde og kampen om det perfekte design, kvalitet og design hersker også den dag i dag.

Se dig altid godt for på nettet  -  en "Lawsuit" guitar behøver ikke at være lig med god kvalitet.

Denne artikel er skrevet af
Jeppe Lindahl