Höfner Verythin 460
Her er en af Höfners kult-guitarer fra tresserne. Violinbassen, Club-modellerne, President jazzmodellerne samt denne udbydes til salg til fantasifulde priser. For mange bærer de en masse minder med sig og det er jo i sig selv en stor værdi. Verythin, altså en meget smal krop er så midt jeg ved, et Höfner design og ikke en egentlig kopi guitar. Den runde kant på kroppen gør den også speciel og samtidig god at stå med.
Vi kaldte denne type halvakustiske i rockens barndom. Fordi de havde en smal klangkasse. Nu betyder halvakustisk jo at det er et akustisk instrument med pickup på.
Höfner var meget udbredt dengang i tresserne. Hvis man ikke ville skrabe bunden og købe en Egmond eller Teisco, kunne man stadig købe sig en Framus eller en Höfner uden at blive ruineret. Der gik jo noget tid inden man fik sparet sammen til en amerikaner, som der jo heller ikke var så mange brugte af. Kvaliteten fulgte også dengang nogenlunde med prisen.
Min Höfner hentede jeg i en skummel lejlighed i Slagelse for en del år siden. Den har en rigtig god spilbarhed og en temmelig neutral lyd. Den er primært et smukt samleobjekt i en stabil kvalitet.
|