Guitarsamler
streg
Forside Guitarer Andet grej Reparationer Baggrund Alt det andet Kontakt
streg
 

Kramer Nightswan

En god overraskelse. Jeg fandt min Nightswan via den Blå Avis en af de sommerdage, hvor jeg ellers mest spekulerede på hvornår jeg skulle til at skovle vand ud af min kælder igen.

Straks da jeg så den ude hos sælgeren, kunne jeg fornemme at guitaren er noget særligt. Jeg var jo ikke klar over hva' det var for en Kramer, manden havde. Aage solgte en del Kramer guitarer på tilbud i forbindelse med Kramers konkurs. Også en hel del billige modeller, så dem er er ikke så få af i Danmark. Jeg så Schaller stemmeskruer, original Floyd Rose vibrator og Ibenholt gribebrædt på min næste guitarkøb. Enkel og alligevel fyldt op med kvalitet. En ret flad hals og et forrygende gribebrædt. Hjemme igen måtte jeg straks på nettet, for at konstatere at at kroppen er af Honduras mahogany, pickupperne Seymour Duncan og at guitaren er bygget i USA. Samt at der er andre end jeg, der syn's at det er en go' guitar. Der findes vist en hjemmeside om Nightswan modellen.

Modellen er oprindeligt lavet som en specialbygget sag til Vivian Campbell (Whitesnake og Def Leppard) af Buddy Blaze Guitars. Senere blev det Kramer, der seriefremstillede dem i USA. Der blev endda lavet forskellige billigere udgaver af den hos ESP i Japan under navnet Kramer Nightswan II. De havde dog ikke den samme logo som de amerikanske. Både USA og Japan modellerne blev også lavet med 80'er designs som feks blå polka dot. Min Nightswan er fra 1990, hvor firmaet vist lukkede ned. Nogle mener at de sidste amerikaner modeller blev samlet hos ESP af amerikanske dele. Jeg tror ikke at min hører til denne kategori, da selv potmeter og hunjackstik er amerikanske på min Kramer.

Guitaren er utrolig enkel i sin opbygning - det kan en Tele-fan som jeg godt li'. Det mest specielle ved konstruktionen er at der jo faktisk ikke er nogen halspickup, men en bro- og en midterpickup. Det giver klart en utraditionel lyd. Midterpickuppen er en JB og bropickuppen er en Screamin' Demon (den sidste oprindeligt fremstillet til George Lynch). Begge Seymour Duncan. Den sidstnævnte er ikke grim som navnet ellers antyder. Den giver medium output med sin Alnico V magnet og giver en flot klar lyd, der ikke bliver hysterisk og harsk.

Det største aktiv ved min Nightswan er at den er gennemført og rigtig god - på samme måde som man være heldig at opleve det på en vellykket amerikansk Fender.

Nightswan
 
streg