Höfner model 173

Så er der dømt tresser pigtråds nostalgi. Dette eksemplar er i bedre stand og lettere at spille end den jeg spillede på i tresserne. I det hele taget velfungerende og uden skader. Den holder stemningen pænt og alle tre pickupper fungerer stadig. Det er ikke en selvfølge for dette mærke. Selv om den minder om en Strat, er den rent praktisk ikke bare en kopi. Vibratoren er anderledes at bruge. Stolen står løst ovenpå kroppen, som på en jazzguitar. Der er tre tonekontroller og man kan tilslutte alle tre pickupper på een gang. Pickupperne minder mere om Gibson P90'ere end om Fenders typiske, smalle singlecoils. Den er helt sin egen. Guitaren ser mindre ud end en Strat, men fatisk er der fuld strengelængde. Kroppen er tyndere og hele guitaren lidt lettere.
Höfner guitarerne i denne serie har en helt særlig plads i tidlig dansk rockhistorie. De fleste havde ikke råd til de dyrere amerikanske guitarer, så det blev ofte til en europæisk guitar. Også dengang var der stor prisforskelle. Da jeg var typograflærling i tresserne, ville en Fender Stratocaster have kostet mig fem måneders lærlingeløn.
Hvis man havde råd til at undgå de dårligste mærker, blev det tit til en tysk Höfner guitar. En med "nappa" belægning, som denne. Så rigtig mange guitarister, der stod på scenen midt i tresserne, har optrådt med en "blokguitar" fra Höfner. Måske er det een af årsagerne til at de er så eftertragtede. En anden årsag er, at de var så fornuftig bygget at en del dem er fuldt spilbare endnu. Skæve halse er for eksempel ikke så almindeligt hos Höfner som hos nogle af dens europæiske brødre.
Der er en trend i retning af at spille tidlig rock på de instrumenter, der reelt blev spillet på dengang. Rigtig mange har jo fået anskaffet sig drømmeguitaren og den fede rørforstærker - og der er blevet arbejdet enormt på at finde Hendrix og Steve Ray Vaughn-lyden.
Det er jo ikke just lyden man typisk hørte fra scenen i tresserne.

Her er en del af den lyd.